Skæbnesvanger er en personlig samtalepodcast om graviditetstab – til dig, der har mistet, og dem, der holder af dig.
Jeg, Camilla, har selv gennemlevet flere aborter – kirurgisk, medicinsk og spontan – og har savnet spejling fra andre, der har oplevet tab på egen krop og sjæl. Skæbnesvanger er den podcast, jeg selv har manglet.
I hver episode inviterer jeg en modig kvinde ind til en samtale om hendes tab – ærligt og med fokus på de konkrete, hverdagsagtige oplevelser, som gør ondt, og som kan føles ensomme at gennemleve. Som når naboen på vej ud med skraldet spørger, hvornår man egentligt skal have børn. Eller når man smiler gennem et babyshower og tuder på cyklen hjem. Til sidst deler gæsten sit bedste råd til dig, der lytter.
Skæbnesvanger udkommer til oktober 2026.
Hvad du skal sende
Skriv din historie på én til to A4-sider. Skriv gerne hele forløbet i punktform med fokus på konkrete oplevelser og små, genkendelige øjeblikke frem for en generel opsummering – det er dem, der bliver hængende hos lytteren. Afslut teksten med det råd, du selv ville give videre til en anden, der har mistet.
Om anonymitet og deltagelse
Som udgangspunkt medvirker gæster under deres fornavn. Har du brug for at være anonym, er det helt muligt – skriv det i din ansøgning, så aftaler vi et alias sammen. For at passe på dig, vil jeg opfordre dig til kun at søge, hvis du kan tale om din oplevelse med en vis distance. Sorgen må gerne stadig fylde, men du bør ikke stå midt i det mest akutte.
Praktisk info om optagelse
Optagelse vil finde sted i et podcaststudie i København. Konkret tidspunkt aftales per mail, hvis din historie bliver udvalgt.
Sådan søger du
Send din ansøgning til cs@konceptkommunikation.dk med emnefeltet “Skæbnesvanger gæst”. Der modtages løbende ansøgninger, og alle henvendelser vil blive besvaret hurtigst muligt.
Kunde: Egen produktion
Platforme: Streamingtjenester
Brief: Produktion af podcast om ufrivillige aborter