Fejr dig selv og manifester dine succeser

Nærmest synkront med at jeg startede min virksomhed op, lukkede landet ned. Selv hvis jeg lægger hovedet i blød, kan jeg ikke komme i tanke om et dårligere tidspunkt at lancere en kommunikationsvirksomhed på end midt i en global pandemi. Særligt når ens målgruppe består af selvstændige og små virksomheder, som er blandt de hårdest økonomisk ramte. Derfor var det noget af et klovdyr, jeg måtte sluge, da jeg takkede nej til kontorfællesskabet og aflyste min lanceringsreception tilbage i april. Og det gjorde ondt, da de kunder, som jeg netop skulle til at arbejde med, meldte time-out. Jeg følte mig som en væddeløbshest, der – idet startskuddet lød – blev bedt om at stige af. Men hvordan holder man ryggen rank, hovedet koldt, gejsten oppe? Hvordan kommer man op på hesten igen oven på sådan en uforløst fornøjelse? For mig er der kun ét svar: Fejr dig selv og manifester dine succeser!

Hold op, hvor er jeg god lige nu! Ej, hvor ser det godt ud, Camilla! Wauw, jeg imponerer mig selv! Folk, som kender mig, er vant til at høre mig tale sådan til mig selv. For udenforstående kan det virke selvfedt. Og det er netop, hvad det er. Faktisk er det mit kategoriske opgør med Janteloven, som jeg mener er den mentale ækvivalent til en indgroet negl; det er smertefuldt og hæmmer mennesker i at flytte sig derhen, hvor de vil. Jeg har for længe siden lovet mig selv at dele hver evig eneste positive tanke med den person, den handler om. Som jeg ser det, er ros og positivitet den bedste motivationsfaktor. Derfor agerer jeg glædeligt deres cheerleader.

Og hvordan hænger det sammen med en global pandemi og en arbejdskalender, der er provokerende tom? Jo, det hænger sådan sammen, at som selvstændig er du din egen chef, kollega og HR-afdeling – og må derfor være din egen cheerleader. Fejr dig selv og de succeser, du oplever – hvad end det er en perfekt brygget kaffe eller en af de små opgaver, som for dig er hverdagskost, men som alligevel gør en forskel for de mennesker, du udfører den for. Og vigtigst af alt; manifester det! Verbalt, med en high-five eller en fest.

For to dage siden fejrede jeg (endelig) min lanceringsreception. Egentligt har jeg haft nogle få og gode kunder, siden jeg oprettede mit CVR-nummer i marts. Men jeg har aldrig fået fejret, at jeg faktisk har realiseret min drøm om at skabe en virksomhed fra bunden. Behøver jeg en fest for, at det bliver ”ægte”? Nej. Men giver det mig lyst, glæde og motivation til at arbejde på at udleve drømmen – og blive ved med at sætte nye mål? JA. Skal du også fejre dig selv og manifestere dine succeser? Helt sikkert!

Sådan her så det ud, da jeg serverede bobler for og skålede med mine nærmeste forleden. Nu er det din tur: Fejr dig selv og manifester dine succeser.

Gå tilbage til blogarkiv eller følg med på Facebook